Vedtægter
VEDTÆGTER
for
Støtteforeningen for den selvejende institution
Thorning Forsamlingshus
§ 1. Navn og hjemsted
Stk. 1. Foreningens navn er Støtteforeningen for den selvejende institution
Thorning Forsamlingshus
Stk. 2. Foreningens hjemsted er Silkeborg Kommune.
§ 2. Formål
Foreningens formål er at støtte den selvejende institution Thorning Forsamlingshus´ aktiviteter af både praktisk og økonomisk karakter.
§ 3. Medlemskreds
Stk. 1. Som medlemmer optages enhver, som har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.
Stk. 2. Alle, som bruger huset og deltager i dens virke, er medlemmer af foreningen uden krav om medlemsbevis.
§ 4. Generalforsamlingen
Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af oktober måned og indkaldes med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen kan både ske elektronisk via opslag på Thorning Forsamlingshus’ hjemmeside og facebook samt ved fysiske opslag i lokalområdet.
Stk. 3. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, som er mødt op og er fyldt 18 år. Såfremt et medlem ønsker skriftlig afstemning, skal afstemningen ske skriftlig.
Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
a) Valg af dirigent.
b) Formandens beretning.
c) Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
d) Behandling af indkomne forslag.
e) Valg til bestyrelse efter reglerne i § 6.
f) Valg af revisor efter reglerne i § 6.
g) Eventuelt. Her kan alt drøftes, men intet vedtages.
§ 5. Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, og skal afholdes, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer ønsker det.
Stk. 2. Indkaldelsesfristen for en ekstraordinær generalforsamling er ligeledes 2 uger.
§ 6. Bestyrelse
Stk. 1. Foreningens arbejde ledes af en bestyrelse på 7 medlemmer og 2 suppleanter. Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen for en 2-årig periode, og med skiftevis 3 og 4 på valg. Suppleanter vælges for en 1-årig periode. Foreningens 2 revisorer vælges ligeledes for en 2-årig periode og skiftevis med 1 på valg hvert år.
Stk. 2. De 7 bestyrelsesmedlemmer har alle stemmeret og er beslutningsdygtig når over halvdelen af dens medlemmer er til stede. Ved afstemning gælder simpelt flertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende og ved formandens fravær, er det den fungerende formands stemme.
Stk. 3. Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger formand, næstformand, kasserer og sekretær. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 4. Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med nærværende vedtægter og generalforsamlingens beslutninger. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Den kan nedsætte underudvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af afgrænsede opgaver.
Stk. 5. Formanden eller et af formanden udpeget bestyrelsesmedlem, indkalder og leder bestyrelsens møder. Indkaldelse sker skriftligt med angivelse af dagsorden, når formanden skønner det nødvendigt, eller mindst to medlemmer af bestyrelsen fremsætter ønske om det overfor formanden. I sådanne tilfælde afholdes mødet senest 2 uger efter anmodningen er kommet til formandens kundskab.
Stk. 6. Den til enhver tid siddende bestyrelse er samtidig udpeget af foreningen til at udgøre bestyrelsen i ”Den selvejende institution Thorning Forsamlingshus”.
§ 7. Økonomi, regnskab og revision
Stk. 1. Foreningens regnskabsår fastsættes til 1. oktober til 30. september..
Stk. 2. Foreningens regnskab føres af kassereren.
Stk. 3. Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
§ 8. Tegningsregler og hæftelse
Stk. 1. Foreningen tegnes udadtil ved underskrift af formanden og kasserer i forening. Ved optagelse af nye lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2. Kassereren står for varetagelse af foreningens formue. Kassereren kan råde over foreningens konti, herunder betalingskort og netbank til foreningens konti, samt indgå aftale herom.
Stk. 3. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler foreningen.
§ 9. Vedtægtsændringer
Stk. 1. Disse vedtægter kan kun ændres med 2/3 flertal på en generalforsamling.
Stk. 2. Vedtægtsændringerne træder i kraft med virkning fra den generalforsamling, de vedtages på.
§ 10. Opløsning
Stk. 1. Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær.
Stk. 2. Foreningens formue skal i tilfælde af opløsning tilfalde den selvejende institution Thorning Forsamlingshus.
Ovenstående vedtægter er vedtaget på generalforsamlingen den 31. oktober 2022.
Lars Lund Jeppe Lægaard Aase Eriksen
Bente Christensen Rune Krarup Møller Lisbeth Eskesen
Hans Peder Pedersen Dirigent: Martin Andreasen